31/07/2010

Inceptional .

Du kender godt følelsen af at blive slået i maven ikke? Følelsen af at al luft forsvinder fra kroppen og man står tavs og hjælpeløs tilbage? Det er den følelse jeg gik ud af biografen med efter at have set Christopher Nolans seneste film - ja, jeg snakker om Inception.
























Jeg kan ikke blive enig med mig selv om min bedømmelse af filmen kan kaldes en fair bedømmelse.
Jeg har siden jeg så Nolans Memento (2000) for første gang for hvad jeg tror er 5-6 år siden været fascineret af film, der virkelig satte min hjerne på prøve. Mit dengang 12-13 årige jeg har nok ikke været helt klar over hvad der egentligt foregik i denne film, jeg ikke havde set lige før. Min store fascination og passion for film var kun i sit spæde stadie - hvis det da overhovedet var begyndt endnu - den kom nemlig først rigtig i 2005, da jeg blev inviteret i biografen for at se Star Wars: Episode III. Jeg var paf og skyndte mig straks at bruge min begrænsede pengebeholdning på at købe den originale triologi på dvd - og jeg var forelsket i filmmediet! Memento blev en ligeså stor milepæl i hvad der skulle blive en kærlighed til mediet, lig det dette så ofte portrætterede. Der skulle dog gå år før min og Mementos veje skulle krydses igen, dog lå den stadig i min bevidsthed og der blev tit refereret til den.
Uden egentligt at udvise den store interesse for hvem der dog var manden bag denne hjernevridende film skulle der ikke gå lang tid for at jeg uvidende skulle fascineres af ham igen. Min far tog mig med ind og se den nyeste Batman-film Batman Begins (2005) - altså der hvor min interesse for film virkelig begyndte at tage fat. Endnu engang blev jeg fascineret over hvilken effekt film kunne have på folk, men stadig uden at bide mærke i instruktøren. Det var også min far, der tog mig med ind og se The Prestige (2006) og uden at jeg sad tilbage med samme wow-følelse var jeg begyndt at interesse mig for det mere tekniske og filmiske -hvis man kan sige det - ved film, og blev imponeret over billedsiden og æstetikken i filmen. Det skulle først blive ved den sindsygt anmelderroste The Dark Knight (2008) at jeg endelig bed mærke i manden bag og efter nøje studering af hans IMDb-profil blev jeg imponeret over hans fantastiske CV. På en eller anden måde faldt nogle brikker på plads. Senere har jeg set alle filmene igen (dog uafhængigt) og jeg blev fan - manden er genial!
















Grundet denne kærlighed til hans tidligere arbejde føltes det ikke fair at bedømme filmen idet jeg meget vel vil glorificere den på den baggrund at filmplakaten bærer hans navn. Yderligere hjælper det heller ikke - også igen jo det hjælper - at rollelisten indeholder navne som Joseph Gordon-Levitt, Ellen Page, Cillian Murphy, Michael Caine, og jeg kunne blive ved, som alle er på listen over skuespillere jeg særligt beundrer. Også Leonardo DiCaprio, som har den bærende rolle har jeg fået enorm respekt for efter at have set hans præstationer i The Departed (2006) og endnu mere i Revolutionary Road (2008). Filmen var simpelthen et match made in heaven før jeg overhovedet havde set den. Dog kunne alt det her sagtens have virket modsat. Forventningerne kunne have været for høje til overhovedet at kunne blive indfriet.




























Men nu sidder jeg her, med følelsen af at have fået en mavepuster og tankerne flyvende rundt i mit hoved. Hvad har jeg lige været publikum til? Hvad var det lige der skete? Har jeg gennemskuet filmen? Én tanke står dog klar: Christopher Nolan er gud og alle vi andre undersåtter lader os glædeligt blive minded fucked. For det vil jeg uden tøven sige at filmen gør ved en. Ikke i sådan en grad at man slet ikke kan følge med i filmen eller ikke har en clue om hvad der sker, men i sådan en grad at filmen er i så mange lag - metaforisk og bogstaveligt! - at den kan tolkes og forstås i uendeligheder. Jeg har efterfølgende læst en analyse, der tolker filmen i den forstand at den handler om Nolans fascination af filmmediet og det at drømme og det at lave film i bund og grund indeholder de samme elementer. De forskellige mennesker, der er med på den store mission i Inception repræsenterer også forskellige mennesker, der alle skal være med for at en film kan lykkedes. Athur er producenten, Eames er skuespilleren, Ariadne er manus forfatteren, Saito er pengemanden og selv er Cobb instruktøren, der tager publikum - Fischer - med på en rejse ind i drømmen / filmen.
Dette er dog kun én mands tolkning og jeg synes man skal holde sig til den opfattelse man selv får af at se filmen, da det ofte er den tolkning man finder mest spændende.

Inception er et overflødighedshorn af den ene efter den anden fryd for øjet. Billedsiden er decideret smuk kunst, der kunne udstilles på Louisiana. Trods sine 2 timer og 28 minutter sad jeg på intet tidspunkt og følte at der var gået lang tid eller at jeg begyndte at kede mig. Skuespillet var særklasse og filmen var så lagret og mind fuckende, som jeg havde håbet. Godt nok taber filmen pusten i midten af filmen, men samler pænt publikum op igen og runder filmen smukt af, med en drømmeslutning, der lader en gå gennem alt hvad man lige har oplevet for stadig ikke at have noget en egentligt konklusion - forstod man den eller tror man kun man forstod den? Det er denne hårfine grænse filmen hele tiden kører på.
















Så blev jeg skuffet eller levede Inception op til mine tårnhøje forventninger? Den levede op - også i den grad! Skulle der uddeles stjerner ville jeg give Inception 6 stjerner trods at den har sine små skønhedsfejl og at man sagten kunne have gået i dybden med nogle af figurerne og deres relationer, men det definerer også en god film for mig, man vil gerne vide mere, men ikke sådan at det har haft negativ effekt på det man har set.
Jeg tror ikke at Inception vil stå tilbage lige så stærkt, som The Dark Knight gør - og tør jeg sige at den måske ville have gjort var det ikke for Heath Ledgers tragiske dødsfald, der gjorde at filmen blev nærmest ualmindelig meget hypet. Jeg synes dog at Inception er mere dragende, da jeg synes at det er fantastisk at få sin virkelighedsopfattelse sat på prøve, som jeg gjorde i Memento. Inception er også en helt fantastisk opvisning i computergrafik, der efterlader en målløs.























Alt i alt en helt igennem fantastisk oplevelse fra en helt igennem genial mand, hvor vi forhåbentligt kan forvente flere mesterværker fra - jeg glæder mig da også allerede til den tredje og sidste Batman-film fra Mr. Nolans side, men var der ikke også noget om at Superman skal rebootes under hans styring?
Efter at have set filmen kan jeg heller ikke lade være med at tænke på at det ville være en fornærmelse hvis Inception blev udeladt fra næste års Oscar ræs. Det er for tidligt at snakke om egentlige vindere, men i hvert fald nomineringer i flere af de store kategorier bliver forhåbentligt en realitet.























'
Indlægget skrev jeg i det øjeblik jeg kom hjem og har rettet enkelte ting ved, her dagen efter. Jeg er dog ikke sikker på hvor meget mening jeg selv synes det giver, men det er egentligt i meget god tråd med den mavepuster-følelse jeg står tilbage med. Én ting er jeg dog sikker på og det er man skal gøre sig selv den tjeneste og tage ind og se Inception - du bliver ikke skuffet!

24/07/2010

som to the mer . # 2





























































Liv Lærke, Hlsngr Havn, 2010
Når man har ferie har man også god tid til at tage billeder! For tiden er jeg ret fascineret af sort/hvid.

16/07/2010

11/07/2010

7 days later .

En uge efter Roskilde og jeg tror jeg er kommet meget godt efter mit søvnunderskud.
Mens alle enten er eller tager på ferie går jeg her hjemme med udsigten til ingen ting. Kun arbejd'arbejd'! Men den danske sommer har vist sig fra sin bedste side indtil videre, så jeg klager egentligt ikke.



















































Liv Lærke, Roskilde Festival, 2010